Fakta

Viden er nøglen til at forstå alt omkring dig. Folkeuniversitetet serverer den nyeste viden fra blandt andet forskningens verden – og gør det sjovt at blive klogere.

Hos Folkeuniversitetet kan man dyrke sine interesser, få opfrisket sin baggrundsviden, få nye perspektiver på omverdenen eller hente ny inspiration til sit arbejde. Deltagerne møder forskerne og de faglige eksperter i øjenhøjde. De stiller skarpt på den nyeste udvikling inden for deres specifikke vidensfelter og fortæller engageret om det, de er allermest opslugte af lige nu.

Et bredt program og stærke samarbejder
I folkeuniversiteternes programmer finder tilbud i form af klassiske foredrag og kurser til workshops, festivaler, livestreams og podcasts. Og næsten alle tænkelige emner er dækket; fra astronomi, geologi og politik til kunst, litteratur, historie og sundhed.

Folkeuniversitetet prioriterer desuden tætte samarbejder med forskningsinstitutioner, kulturinstitutioner og andre formidlingsenheder. Disse partnerskaber muliggør helt nye formidlingsindsatser til nye målgrupper, i nye rammer og med helt nye forskningsemner på programmet.

Der stilles ikke krav til deltagernes bopæl, alder eller nationalitet og der stilles ikke krav til bestemte eksaminer eller uddannelse. Alle kan deltage i Folkeuniversitetets arrangementer. Eneste krav er nysgerrighed og interesse.

Hvem er Folkeuniversitetet?
Folkeuniversitetet indtager en unik position i den danske folkeoplysning. Institutionen blev etableret helt tilbage i 1898 og er i dag en lovbestemt, delvist statsligt finansieret organisation, underlagt Kulturministeriet, der består af fem selvejende institutioner.

Der udbydes undervisning i universitetsbyerne Aalborg, Aarhus, Odense og København. Derudover sikrer et stærkt netværk af frivillige ’lokalkomitéer’, at der arrangeres aktiviteter i langt de fleste af landets øvrige kommuner.
Hvis der mod forventning ikke findes folkeuniversitetsundervisning i et lokalområde, er det altid muligt for interesserede at henvende sig til Folkeuniversitetets Komitestyrelse eller en af landets øvrige afdelinger for at få hjælp til at starte en ny komité op.

Formålet: Videnskab og demokratiforståelse
Hvor andre aktører på det brede folkeoplysende område har mere generelle rammer, adskiller Folkeuniversitetet sig ved den helt specifikke afgrænsning af sit formål. Lige siden etableringen har målet været at formidle videnskabens resultater, metoder og fremskridt. Hensigten er, at alle borgere skal have mulighed for at få indsigt i den nyeste forskningsbaserede viden. Dette fremgår stadig tydeligt af formålsparagraffen i Folkeoplysningslovens § 46:

- "Formålet med Folkeuniversitetets virksomhed er gennem folkeoplysende undervisnings- og foredragsvirksomhed at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater samt fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab."